Præsten har ordet
Alle gode gaver, 
de kommer ovenned
Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert Ord, der udgår af Guds mund. Sådan siger Jesus i starten af Matthæus-evangeliet, og mon ikke de fleste kan erklære sig enige i den udtalelse? I hvert fald er den gået hen og er blevet en folkelig talemåde, hvis man altså lige skærer delen med Guds Ord fra, nemlig: Mennesket lever ikke af brød alene. Det er erkendelsen af, at vi som mennesker i lige grad har brug for fysisk og åndelig næring - brug for både jordisk og himmelsk brød.

Høsten står for døren, og som i resten af landets kirker holder vi også høstgudstjeneste hér i Gurre og Tikøb. Fokus er på vækst og høst - på det daglige brød i helt konkret forstand. Når vi i kirken taler om brød, er det normalt altid ment som åndelig næring. Brødet forstås næsten altid i overført betydning. Det er ikke så mærkeligt, for det er dét, som Evangeliets billedsprog lægger op til. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som vil bestå til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden. Sådan siger Jesus, og han fortsætter: Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.

Vi bruger godt nok rigtigt brød og rigtig vin i nadverens måltid, men også dér peges der hen på en åndelig virkelighed: Nemlig på det kærlighedsfællesskab mellem Gud og mennesker - og mennesker imellem, som opstår, når vi spiser det sammen. Det er den velkendte erfaring af, at mad - om noget - bringer mennesker sammen. Nadverens brød og vin skal ikke mætte os legemligt, men åndeligt; måltidet skal styrke vor tro, grundfæste vort håb og gøre den indbyrdes kærlighed levende iblandt os, som vi hver gang beder i takkebønnen. Og igen er det ikke så mærkeligt; Evangeliets og kirken opgave er primært at mætte hjertets sult, og ikke mavens. Der er en klar arbejdsdeling: Kirken formidler det himmelske brød gennem Evangeliets Ord og sakramenterne, mens bageren, eller hvor vi nu handler, sørger for det jordiske.

Men ligesom mennesket ikke lever af brød alene, fordi det ikke kun er legemligt, så lever mennesket heller ikke af Ord alene - for det er heller ikke udelukkende åndeligt. Og selvom der er en klar arbejdsdeling mellem kirke og bager, og det først og fremmest er åndelig næring og vækst, der er vores anliggende som kirke, så handler Biblen faktisk også om vores legemlige næring og vækst. For både det himmelske og det jordiske brød er i sidste ende begge Guds gode gaver. Det er godt nok os, der pløjer og sår, men: Alle gode gaver, de kommer ovenned, som vi synger i den velkendte høstsalme Vi pløjed og vi så'de.

Gud er den frelsende Gud, der genopretter det brudte forhold og det ødelagte liv, og det er først og fremmest ham, Jesus forkynder. Men han er også den velsignende Gud - skaberen og livgiveren, der får kornet - og vores liv - til at vokse og modnes. Både ånd og legeme er i Guds hånd, og det er egentligt dét, vi minder os selv om og fejrer, når vi holder den årlige høstgudstjeneste.

At holde høstgudstjeneste er helt banalt at sige tak for mad! Ikke til landmanden, eller til bageren, eller til kokken, men til livets skaber og opretholder selv: Den livskraft, der virker i alt, og som er årsagen til, at alt er til. Ved hver eneste gudstjeneste siger vi tak for det himmelske brød - tak for livets brød, men ved høstgudstjenesten husker vi altså også at sige tak for det jordiske brød. Vi fejrer og viser vores taknemmelighed over, at naturen er så mangfoldigt og rigt indrettet, at vi til overflod kan leve godt af den.

At fejre høsten er ikke bare et antikveret levn fra dengang, vi var et landbrugssamfund. Det er en vigtig påmindelse om, at vi skal huske at glæde os og være taknemmelige for alt det gode, vi har i vores liv. Og måske er den årlige påmindelse og tak ligefrem vigtigere end nogensinde. For det er næsten en naturlov for os mennesker, at jo bedre vi har det - jo mere vi har, des dårligere er vi til at sætte pris på det. Mon ikke taknemmeligheden ved høsttid var langt større, dengang en god eller en fejlslået høst betød forskellen mellem liv og død? Dengang Fadervors bøn giv os i dag vort daglige brød virkelig kom fra hjertet? Vi er glade for mad, men glæde og taknemmelighed er ikke det samme. I vores del af verden, hvor et fyldt køleskab er en selvfølge for de fleste, og vores fornemmelse for, hvor afhængige vi egentlig er af naturen og dens skaber, nærmest er gået tabt, dér lurer utaknemmeligheden altid lige om hjørnet. Det svarer til, at vi bider den hånd, der fodrer os, og det er altid en rigtig dårlig idé at gøre.

Mennesket lever ikke af brød alene, men det betyder ikke at brødet er ligegyldigt, eller en banal selvfølge. Både det himmelske og det jordiske brød er værdifulde gaver, og gaver siger man som bekendt pænt tak for. Så tak for, at vi hverken behøver at sulte legemligt eller åndeligt. Og alle gode gaver, de kommer jo ovenned, så tak da Gud, ja, pris dog Gud for al hans kærlighed.

Mikkel Toksverd