Præsten har ordet
At høre Guds ord og bevare det

Engang imellem kan jeg ikke lade være med at spekulere på, hvad der egentlig ville ske, hvis mennesker, som er vant til at stå i kø ved kasseapparaterne i Brugsen, ville gå i kirke. Eller –

hvad ville der ske med dem, der er vant til at sidde i en travl kontorstol eller i et bilsæde i myldre trafikken eller i en biografstol? Hvad ville der egentlig ske, hvis de pludselig sad på en hård træbænk i en kirke.

Måske ingenting. Måske det, der foregår slet ikke har deres opmærksomhed. Salmeteksterne afspejler jo ikke deres hverdag, og præsten har de svært ved at forstå. Det der foregår under dåben og altergangen forekommer fremmed, så det er måske ikke så sært, at mange foretrækker at blive hjemme.

Og dem, der kommer jævnligt, hvad får de ud af det? Ja, de fleste begyndte vel at komme i kirke, fordi deres forældre tog dem med. Siden blev det en vane. For som så meget andet i livet, kan det at gå i kirke og høre Guds ord også blive en vane. Det kan på mange måder være en fordel, for så går det lidt lettere at komme af sted søndag morgen. Dog, det at høre Guds ord må aldrig bliv en vane, for så går det let ind ad det ene øre og ud af det andet. Det bundfælder sig ikke. Det slår ikke rod.

Det at høre Guds ord - det at gå i kirke og få glæde af det - er faktisk lidt af en kunst. Som enkelte andre ting i livet, får man først den fulde glæde af det gennem tålmodighed og udholdenhed. Gennem lang tids øvelse.

Men hvorfor gå i kirke? For at møde Gud. Og da der ikke findes noget tilsvarende nogen steder, må vi da også møde med en anden indstilling end den vi møder med, når vi sidder foran TV skærmen, på et fodboldstadion eller venter i køen ved Brugsens kasseapparater. Vi kan hverken bestille eller købe en billet til mødet.
Hos én af de gamle profeter står der: ”Leder I efter mig, skal I finde mig, såfremt I søger mig af hele jeres hjerte”. Den sætning er vigtig for den indeholder det meste af det, som evangeliet, vil have os til at forstå. For det halvhjertede menneske vil ikke få noget ud af mødet, ganske enkelt fordi der ikke findes nogen halvhjertet Gud.

Dem af os der kommer må heller ikke møde op med en ønskeliste, hvor vi har krydset det af vi godt kunne tænke os, omtrent som når vi bestiller middag på en restaurant. For Gud er ikke servitør. Gud er ikke ekspedient. Gud er ikke konsulent eller entertainer. Gud er Gud.

Og når vi så sidder på kirkebænken med vort liv i hænderne, med alt det, der fylder vort hjerte, det som skaber uro og bekymring, det som er nerven i vor angst, det som tager nattesøvnen fra os, det der knirker på arbejdspladsen og som skaber spændinger derhjemme, det liv bliver der sat navn på i kirken, og det får vi lov at dele med Gud. Og tænk at kunne synge med på vore salmer. Hvad rummer de ikke af menneskekundskab og visdom om Gud. Eller tænk på hvor godt det er at sidde i et indviet rum. Bare det at være i Guds hus er stort - høre de ord, der er blevet sagt gennem århundreder, stilheden, traditionen, tilbedelsen, lovsangen, dåben, nadveren, og fællesskabet af mennesker, som man ikke har andet tilfælles med, end ønsket om at høre Guds ord - også forkyndt gennem prædikenen, som i bedste fald kan blive begyndelse til en proces, der fortsætter, når man går derfra.

Måske tager jeg fejl, men man kommer altid hjem med noget, når man har været i kirke. For Gud er utrolig ødsel - utrolig rundhåndet. Han strør sit ord til højre og venstre, og det uden at undersøge om det kan betale sig, eller om det overhovedet har interesse eller om det ligger uden for mulighedernes grænse. Gud undersøger ikke jordbundsforholdene før han sår. Hvad vi så gør ved det, det bære vi selv ansvaret for. Vi kan lade det ligge. Vi kan glemme det. Vi kan lade alt det, der fylder os med uro og bekymring kvæle det eller lade angst og bitterhed tage livet af det. Men vi kan også gøre hverdagen rigere med det. Og det gør vi vel kun ved at gemme det i hjertet og lade det bære frugt. Det koster naturligvis noget - men spørgsmålet er, om det ikke er det værd.
 
Annemette Nissen